(Ingen titel)

Et omhegnet stær går i sort
vingerne når fra spids til spids
i en kvidren midt på dagen


hvor ellers stilheden bor
med brune fotografier af folk
der smiler til os i fremtiden.

*

Baglæns er lyset til at forstå
en rude blinker over gården.


Om natten går alle i bad
græsset sukker af misundelse.

Betuttet cirkel.

Om Andreis hus - haiku

Mursejleres skrig
naturlige jagerfly
uden missiler.


Seglformet rundtur
om huset hvor insekter
fødes og flyver.


Om Andreis hus
bliver de afløst af fly
der bærer på død


ingen ser tæt på
ingen hører noget om
men de véd de véd.


(Andrei Tarkovsky: Offeret. Film. 1986)

(Ingen titel)

Et hak i tuden, og den bløder,
sådan er det, men den bliver ved
at stikke sig i sager, den ikke
er klog på eller formet til.


*


Han, som har surret sig til havet
i tiltro til egen flydeevne på trods
af alle tidligere forsøg og rundgang
om lemfældige sandhedsbeviser
går undergangen i møde med bukserne nede.
Ohøj, mit skib! Hvorfor sejler du?
Odysseus, hvor er din mast?
Fyld mig med voks og horisont
og lad rebene bløde under hug
og dans fra de af hjemve afsindige
og de, der har mistet al sans
for menneskers liv og død
og derfor ikke giver en tøddel,
en døjt, en figen, en klink, en fuga
for andet end selv at dåne
under fraværets stennæve
og knugende skygge i yderste
selvstrikkede armod og tage
alle med sig. Ingens skyld.

*

I en forvirret bys gader
går sømanden omkuld
under en palme af neon.

Om fødsel og død

Vi bliver født og skal dø.
Det første sker af nåde,
når Gud drager os ud fra
ikke-væren til væren,
fordi Han altid har holdt os
i Sin tanke som et elskeligt væsen.
Et kærlighedens barn
fordi vi skabes af kærlighed
med evnen til at elske tilbage,
hvis vi af egen vilje vælger det.
Det andet sker, når tid er,
fordi vi ikke som tingene står,
kan leve evigt i den falde verden,
hvor døden har holdt sit indtog
med sygdom og svig og mord,
men først når vi er vendt tilbage
i fuldstændig frivillighed
kan vi leve i den dag,
som aldrig ser solens nedgang.


Hvilken risiko at løbe:
at skabe et væsen, som er frit nok til at afvise sin Skaber.

Nekrolog - Svenning Ralsberg

Fhv. selvbokser og Danmarksmester Svenning Ralsberg f. 1953 i Randersgade, Østerbro, Købehavn, døde i går efter at have pådraget en alvorlig hjerneblødning i en rekordlang match mod sig selv i Københavns Forum. Svenning begyndte sin enestående karriere, da han som elleveårig kom ind i Kjøbenhavns Selvboxeklub af 1893. Klubben har fostret og udklækket så store talenter som H. C. Mølle, Erwin von Bühlen, Erik Byld og Charles Hansen, som alle gjorde sig bemærkede i både den nationale og internationale idrætsverden. Det var oprindeligt meningen, at Svenning Ralsberg skulle have fulgt i sin fars og farfars fodspor og blive styrmand på et af handelsflådens skibe, men han var født vandskræk. Han har senere udtalt sig om alvoren i lidelsen, da han under et interview besvimede, da man talte om fostervand, hvilket han forklarede med den traumatiske tid, han måtte tilbringe i sin moders liv omgivet af vand på alle sider. Han kom tidligt i klammeri med loven, da moderen, som var svagelig, ikke kunne styre ham, mens faren var ude at sejle. For at komme en eventuel livslang karriere som forbryder i forkøbet, hankede daværende overbetjent Sv. Aa. Nielsen op i ham og førte ham hen i Kjøbenhavns Selvboxeklub(af 1893), hvor han lærte ham om disciplin og træning som en vej ud af ”snavset”, som han kaldte det. Overbetjenten havde god erfaring med at lade de unge knægte få afløb gennem sportens ædle indvirken på menneskets sjæl. Kjøbenhavns Selvboxeklub var, og er, et af de sjældne idrætsinstitutter inden for kampsporten, der tager skarpt afstand fra vold mod andre og i særdeleshed for underholdningens skyld. ”Gør mod dig selv, som du ikke nænner at gøre mod din næste”, er klubbens motto og drivkraft. Svenning Ralsberg vandt sit første juniormesterskab i 1966 og allerede i 1968 blev han Danmarksmester for første gang. Da han vandt titlen 5 år i træk, var der onde tunger, der påstod, at det var på grund af hans ivrige brug af de da moderne hallucinogene stoffer, at han i den grad kunne visualisere sig selv som modstander, og man talte om doping, men sagen blev forlagt. Sandheden er da også, at han i årerne efter drog rundt i Indien, Pakistan og Nepal under navnet Botu Phamba, idet han foregav at være en australsk indfødt på vandring. Da han atter vendte tilbage til Danmark, var han dybtgående forandret og optrådte under samme navn i forskellige omrejsende cirkus med mavedans og fakirtrick. Sideløbende forberedte han dog i hemmelighed sin tilbagevenden til den sport, der havde givet ham så megen succes. Hans genkomst lykkedes, da han i Europamesterskaberne i 1979 kæmpede mod sig selv og vandt på knock-out efter 2. omgang. Han blev båret ud under stor jubel, men allerede samme år annoncerede han sin tilbagetrækning. Han mente, at han havde nået så langt, som det var ham muligt, og at det nu var tiden til at dyrke en anden af hans store lidenskaber: avlsarbejdet med vandrende pinde. Dog trådte han til, da Danmark mistede sin VM-kandidat Stern Kravl ved et udtagelsesstævne, hvor han brækkede nakken og pådrog sig en lammelse. Svenning tog titlen med hjem, men så var det også nok. Det var først inden for de senere år, at han genoptog sporten i offentligt regi og da kun i velgørenhedssammenhænge. Det var da også til et velgørenhedsstævne for sygdomsramte børn, hvor bl.a. skarpskytten Henrik Pe, søn af Erne Pe, hjuldomptøren Professor Bikini, landsretssagfører Uhlenknaeck og tovholder Hern Svenk optrådte, at Svenning Ralsberg slog sig selv ud med en uppercut af de skønneste set inden for selvboksningen. På det seneste havde han, ifølge sin hustru Hanne, lidt under den vrangforestilling, at han var blevet en del år yngre, end han var, og var begyndt at tage chancer, som han ikke længere havde smidigheden til at slippe godt fra. Desværre var hans helbred ikke længere så godt, og han kunne ikke holde til den hårdhændede sport. Danmark mindes én af sine helte.(Søndagsavisen bringer et særtillæg på søndag).


Selvboksning: traditionel boksesport men uden modstander. Den kæmpende kæmper mod sig selv. Der gælder de samme regler som ved almindelig boksning, og målet er det samme: at vinde på knock-out eller ved point. Sporten menes at være opstået i calvinistiske kredse i Storbritannien, men kan også være en afart at kinesisk skyggeboksning, der er opstået ved visse (sproglige) misforståelser på sin vej fra Kina til Storbritannien. (Se Opiumskrigene og Thekrigene).

Tanka - Efter søvnen

Efter søvnen i
granerne falder vi op
til hvidtet loft
askekrogen i kødet
vaskede fødders fodspor.
*
Dagens liste forkortes.

Dag-tegning 16.07.08

---

Se mere

Dogmatisk haiku

Kristus er Sønnen
Faderens billede og
herligheds afglans.


Han blev menneske
for vor skyld, ganske som os
kød, blod uden synd


for at vi kunne
blive Ham lig, vokse til
guddommeliggørelse.


Han fødes evigt af
Faderen, som Han fødes i
menneskets hjerte


hvis det vil, ikke kun
juleaften men hver dag
hvert minut, sekund.

*

Jeg vil.

Kom.

Nekrolog

Frede Ingam, Søvnsvæveren f. 1945 i Rødovre, København. Søn af Ole Ingam (Lille Skensved) og Berna Ingam f. Olesson (Uppsala). Frede Ingam, der i sit voksne liv blev kaldt ”Søvnsvæveren” p.g.a. hans uvane med i søvne at svæve omkring langs gader og veje alt efter vinden og termikken, som løftede ham ind i bygninger, hvor der boede mennesker, der ikke kendte ham og heller ikke kendte til denne særlige søvnforstyrrelse, voksede op i Rødovre uden for København, hvor han også fuldførte sin grundskole fra 1. til 10. klasse. Han vandt flere staveordskonkurrencer og tog 35 duelighedstegn hos De Blå Spejdere, inden familien flyttede til en rummelig lejlighed i det indre København, hvor hans forældre forsvandt. Derefter måtte Frede Ingam klare sig selv; hvilket han gjorde ved at tage en stilling som kaffekontrollant og åbne en kiosk, som den første s.k. etniske dansker i mange år. Havde han været søvngænger, var han måske blevet mødt med større forståelse i sit liv. Med søvngængeriets indtog i verden – især den beboede del af den – fik man syn for, at vi til tider kan være underlagt, hvad vi med et utilstrækkelighed kan kalde, hændelser, der uden vor vidende kan tage magten fra os. De fleste har nu hørt om søvngængeri, og det er blevet en del af den menneskelige kultur i den grad, at mennesker underlagt denne forstyrrelse fra tid til anden optræder i film og bøger, og man fik efterhånden klassificeret forstyrrelsen, således at den ikke længere forstyrrede, så at sige. Men med søvnsvæveriet stod man over for noget mere ukontrollerbart, idet den sovende ikke længere var bundet til omgivelserne ved almindelig tyngdekraft. Snarere forholdt det sig sådan, at vedkommende søvnsvæver, var at ligne med en heliumballon, der vel at mærke ikke er så meget lettere end luft, at den blot stiger op til en højde, hvor det indre og ydre tryk udligner hinanden eller at gummihinden simpelthen brister p.g.a. måger, raketter eller lignende, men kun forekommer netop så meget lettere, at den svævende trods alt bevæger sig i et overkommeligt tempo, så almindelige mennesker har en chance for at følge med og har tid nok til at blive både forundrede og forskrækkede. Der blev også altid tid til et lille skrig, hvilket er kendetegnende for Frede Ingam, der huskes om en meget venlig og imødekommende mand. Frede Ingam var utilfreds med, at han intet huskede fra de steder, han besøgte, når han sådan svævede omkring i lejligheder og ejendomme, hvor han normalt ikke kom. Derfor konstruerede han en hjelm med kameraer af forskellige typer, så de kunne filme hans natlige eskapader. Denne blev senere sat i produktion som Kamerakuglen, idet hjelmen filmer 360 grader rundt om den bærende person. Det blev til mange timers dokumentation, som Ingamstiftelsen har udgivet under titlen: ”Københavnereksperimentet”. Frede Ingam forsvandt en nat i 1989, hvor han bortsvævede fra Frederiksborggade 39, 5. th. fra kartograf Jørgensens spisestue. Det var under en tropenat, hvor Jørgensens havde alle vinduer stående åbne, og kort for sin forsvinden op i det mørke, nåede Ingam at åbne øjnene og tabe sin pyjamas. Den er nu udstillet hos Jørgensen, der fremviser den mod betaling (10 kr. for voksne, 8 kr. for børn) på hverdage ml. 10.00 og 13.00.

Illustrationen er af Jensine Sagne Hoverman Bjerg, Frede Ingams livsledsagerske, som her erindrer sig en stille nat på Sicilien i 1972.

Korset

Korset tegnet i duggen på ruden
i luften over maden prikket på kroppen
i fire punkter en lodret og en vandret linje
pande mave skulder skulder


de grundlæggende koordinater
til orientering. Himlen lodret på jorden
den fortløbende tid krydset af evigheden
og det tegn, der løser os fra død i glemsel.


Tegnet på at vi ikke er fortabte
i en sjælløs række af tilfældigheder, men
udsat for en grænseløs kærlighed så langmodig.


Aldrig anmassende
blot en kalden
til tidernes ende. En tåre.

Korset

Korset tegnet i duggen på ruden
i luften over maden prikket på kroppen
i fire punkter en lodret og en vandret linje
pande mave skulder skulder


de grundlæggende koordinater
til orientering. Himlen lodret på jorden
den fortløbende tid krydset af evigheden
og det tegn, der løser os fra død i glemsel.


Tegnet på at vi ikke er fortabte
i en sjælløs række af tilfældigheder, men
udsat for en grænseløs kærlighed så langmodig.


Aldrig anmasende
blot en kalden
til tidernes ende. En tåre.

Dag-tegning 14.07.08

Bøn

Giv mig at læse
hvad Du har skrevet med lys
på min hjertevæg.
Sikkert kun et enkelt ord
der rummer alting. Dit Navn.

*

Jeg kan ikke selv
tænde lamper nok at se
gennem syndens beg.
Du sænker lampen, Dig Selv,
ned gennem skakten til mig.

*

En mørkets overmand
er Lysets ophav og Navn.

Tanka

Mit navn går i blåt
ællinger krydser med suk
de levendes spor mod tab
noter om noter om not
er jeg læser for døve.

Haiku

Røgelse brænder
en vinterlig rosenknop
indtager rummet.

Lille bøn

Giv mig et brændpunkt at samle mig i
et sted, hvor jeg bliver til ild
og noget at antænde, gør mig til lys
at sætte i vinduet, når jeg går vild.

Mavesur haiku

Forvekslet med liv
solkinsbadet udendørs
fadølsforamling med larm


den drukne dansker
i fri dressur Ha, ha, ha
klapper sin mave


sin hjemstavns vugge
herfra min verden flyder
i strømme af sprut


nationen lammes
to tredjedele af os
ukampdygtige


reducerede
til vandmænds niveau resten
taget på ferie


godnatlandet er
lukket indtil videre
manglende vikar


og så undres vi
overhaling indenom
de er for vågne


inden vi får set
os om er verden gået
forbi os. Farvel.

Postmoderne kulturkamp

Se mere

08.07.2008

Et besynderligt par står i stuens hyggeligste skygge.
Den ene er en spasme, der ikke ved, hvor den skal sætte sig,
den anden en grænse, der ligeledes ikke ved,
hvor den skal trækkes eller trække sig,
for det er noget grænser kan af sig selv,
ligesom spasmer selv kan bestemme,
hvilken menneskelig funktion eller muskel
den skal sætte sig på, og sådan kan man bruge
det meste af aftenen, mens man med koldsved
venter på, at de hver især skal finde på noget.

Det er ikke ligesom sommerhusbørn,
man kan ikke spille ludo med dem hele dagen,
før eller siden bliver de for rastløse og er tæt på
at gå til af spænding, (en tredje som er gået ind i en film),
der handler om, at noget frygteligt altid vil ske,
men vi ved aldrig hvornår og hvem, der skal være
kanal for dette væmmelige noget, der lurer.

Man skal ikke byde dem på kaffe,
det kan de ikke tåle. Det bliver for svært
at forudse, hvad de vil gøre, når de beslutter sig.
Men efter en tid falder de ned, og det er ikke sikkert,
at de finder på at gøre noget i dag.
Det er ligesom med filmen.

8

Se mere

Bagside

”Lad mig nu tage Dem bagfra”, sagde den omhyggelige fotograf til mig. Jeg betakkede mig, jeg havde ingen som helst lyst til at have kønslig omgang med ham. Det var ikke fordi, han var utiltalende – formoder jeg; sådan noget har jeg svært ved at udtale mig om -, men jeg er ikke homoseksuel og fotografer med stativer, hængende lamper og obskøne telelinser, for ikke at tale om deres umådeholdne trang til at trække sig tilbage til små lukkede rum med mærkelige væsker og et bordelrødt lys, har altid haft den stik modsatte virkning på mig. Jeg bliver impotent og frigid med det samme! Hvis noget seksuelt skal komme på tale, må det være udtryk for to elskende sjæles manifestation i det kødelige, og det må være rent, ikke noget med mekanik, stativer og væsker, jeg ikke kender. Kald mig bare romantiker, men sådan er jeg. Fotografen sukkede og forklarede mig, at såfremt jeg ville have dokumenteret mine indlysende og åbenbare menneskelige træk, måtte han nødvendigvis også fotografere min bagside. ”Der findes intet levende menneske, der ikke har en bagside: en ryg”, som han så pædagogisk forklarede. ”Hvad så med et baghoved?”, spurgte jeg. ”Har jeg også sådan et?”. Fotografen, som var meget tålmodig forklarede mig, at alting havde en bagside. Jeg havde på fornemmelsen, at der var mere at sige om emnet, men han tog ikke tråden op. Jeg kiggede mig lidt omkring i atelieret og så, at han havde ret. Det er det fantastiske og lidt uhyggelige ved at leve som et væsen, der uhæmmet manifesterer sig i den tredimensionelle verden. Jeg havde endnu meget at lære. Især om de stativer og snoretræk, der skulle holde mig oprejst og i stand til at efterligne et menneske.

Vilkår

Utrøstelig sølvbirk nogen forsvinder
i lyden af blade, der lyder som vand
kradser i vinden huller igennem
til græssets børn og bynkens nevø.

Jeg tegner en del af et kæmpende hele
i stadig forveksling og aldrig i ro
sådan holdt ude fra den evige vrimmel
ligner det noget, man ku’ tro var sandt.

Med ramme omkring.

Altid et nyt navn et ansigt og henfald
nogen går rundt og taler til glas
et overlagt ord og alting går under
igen for at reddes på hængende hår.

Moralsk Opbygning

Se mere

Om kortlægning. En forsat udredning.

I.


Når man bliver vemodigt glad
af at høre Joy Division,
er man så på vej ned
eller ud af en glidebane?

En pinlig åbning, min herre! Ikke så megen kat
om grøden, den varme, men hop ud i det og fang mus!
Nu ikk’ så meget snak!

Planterne skal vandes
planeterne vendes
og der er meget usagt
i verden, der har det bedst
på den måde.

Man må tage til efterretning
og huske på, at vor umiddelbare
opgave, i hvert fald den, vi
har stillet os selv, er at udfylde
hullerne i verden, sådan som vi
kan se dem eller rettere: ikke.

Vi, der ikke kan rejse vor
bevidsthed i højden, så den stolt
lever i nuet, det flygtige,
den vertikale tid, men er fanget
i vor udstrakte horisontale,
flade, opmærksomhed,
der forvirret flyver frem
og tilbage mellem nu,
i går og måske engang i morgen,
kan ikke andet end at forsøge
sætte bøjer, hvor hullerne er,
det, der ikke objektivt mangler,
men det er ”blot” noget, vi
mangler kapacitet til at forstå;
derfor er det huller.

Alle med blå badebånd skal op! Sidste udkald! Vandet er vådt!

Et sted i en stue drikkes kaffe
og man spørger, om der er noget
på ”kassen” i aften, og jo,
en meget mørk film
om sorte huller
og ”Svanesøen”.
”Huller”, siger manden.
”Svaner”, siger konen
og de skilles og går hver til sit
med delebørn og –bil.
Konsulenten beklager
at ungerne nu har et alt for
stort hul. Det kan de da ikke!

Forkælede unger!


Hvad er der så galt
med at høre J. D.
en højsommerdag,
hvor himlen blåner
over støv og ler?
Er det selvmordet,
der farver alting bagud?
Selvfølgelig, og det fact,
at selv katten gråner pels.
Og dér er et hul!
Og et hul blev efterladt.


Så er der 3, som ikke var der, da vi lagde fra! Det er noget rod!


Man kan sige, med f.eks. Dionysios Areopagiten, at huller - fraværet af positiv væren, der kan erfares med sanserne - netop kun eksisterer i forhold til vore muligheder for positiv erkendelse, og at hullerne som sådan kun findes, idet de er utilgængelige for vore måder at erkende tingenes væren. Man kan kun beskrive huller ved en negativ erkendelse, altså hvad det / (der) ikke er. Man kan kun se et hul i jorden, fordi man kan se de sider, der omgiver hullet. Man kan ikke se luften, men man kan sanse den, derfor er luften ikke et hul, men luften kan indeholde huller. (Forf. Anm.)


Umådelige anstrengelser har vi udvist
for at kortlægge og anskueliggøre
områder af universet, vi alligevel ikke
kan se. En kartograf kan ikke
nødvendigvis se det land, han tegner
ind på papir. Han behøver ikke engang
have været der. Det er lidt lissom med Mars.

Vender Mars rigtigt nu?
Jeg har gjort mit bedste,
men har desværre fået gigt
i mine håndled eller det lange
seneskedehindebetændelse,
men mine led er ikke særlig store,
så jeg nøjes med ”gigt”.

"Prøv det nye
karpaltunnelsyndrom,
det er en anelse kortere".

"Jeg er ikke meget for alt det nye;
det kradser. Nogen må gå det til først".

Da jeg stod i et buldermørkt værelse
kunne jeg ikke se lys, men var mig var,
at jeg heller ikke kunne se mørket,
og dog havde nervus opticus og hjernen
en dejlig tid, hvor de legede. Det er dumt
at tænde fyrværkeri, når solen skinner.

***


Han tegner et bjerg,
han aldrig har besteget,
en kvinde, han aldrig
har besteget, en hest,
han aldrig har besteget,
og alligevel tror man på ham
eller rettere: hans tegning.


Man anta’r vel, at manden har ret! Du flytter ikke skakbrikker,
men selv brættet! Det holder ikke! Vi MÅ have nogle helt
grundlæggende ting på plads, og dem skal vi holde fast ved!

"Så sagde han også: ”Husk, hvad jeg siger! Glem det”, og så blev jeg forvirret. Jeg tror ikke, han kan lide mig".
"Pjat!, han er bare en højrøvet skidtkarl, der ikke véd, hvad han selv mener. Ham skal du ikke tage dig af".
"Når Du siger det, så …"

Men bjerget og hesten kan sagtens (ja, de kan)
være huller for manden, og kvinden
kan være en drøm, han kun bestiger
sovende. Han behøver ikke have
erfaring med bjerge og heste og kvinder
for at V-I-S-U-A-L-I-S-E-R-E- dem,
fremstille en repræsentation, som,
helt selvfølgeligt er lavet af noget andet,
end det visualiserede består af.

Det nytter ikke at visualisere et bjerg
ved at bygge et andet, der ligner i 1:1,
så står man med to forskellige bjerge,
der ligner hinanden. Ligesom mennesker
kan bjerge ikke laves to gange.

Den fulde tekst (10 sider) kan ses / hentes her

Vi troede Du gik ud

Vi troede Du gik ud
for at trække frisk luft
under månens ansigt
for at hvile ørene
overbelastede af
vor afsindige larm.
Indrømmet: vi er ikke
gode til at lade
stilheden råde,
men at gå fra os
uden en lyd(?)
er næsten for meget.
Havde Du sagt noget,
var vi nok blevet knotne,
for sådan noget
siger man ikke højt,
nej, man lider og finder
sig i det og tier,
og nu blev vi knotne over,
at Du ingenting sagde.
Men det er normalt.
Sådan er det hos os.

Én gang forlod Du os
i blod, med tårer,
under høje råb,
da Du lod Dig fæstne
på Korset og dræbte
døden for os, at vi ikke længere
skal forsvinde ind i et mørke
af uendelig glemsel,
men leve i den aldrig
skumrende dag.

Men det var dengang.
Vi glemmer så let.

Efter en tid
blev Du savnet,
og én efter én
gik vi ud for at lede.
Vi fandt Dig
alle sammen
og vi finder Dig stadig
alle sammen.
Nu takker vi for
at Du byggede huset
hvori vi larmer.

Inden struben løber til af lyd
af meningsløs snak
slim af skænd
uudtalt kærligheds
kvælende støv
blind forbandelse
selviske ”Nej!”
håber jeg at huske på at udtale
Dit Navn
min bøn.

Inden hjertet fryser til
og lammer min tunge
mine øjne og mit blik
kun ser sort og mørke
og ingenting
håber jeg at se Dit Ansigt
her.

Lad mig ikke forsvinde
tilbage til det intet
hvorfra Du tog mig.

Lad mig ikke stivne
i ufrit fravær
forvitre i hjemve.

Æ bog

Sommerdigt

Bierne tar sig en stribe af den gule sne.
De har ikke hørt advarslen og ikke set,
hvor slædehundene besørgede sidste vinter,
da bierne sov og end ikke var født.

Bierne eksploderer med et ”pop”
- større er de ikke – og herefter
må naturen finde ud af at bestøve
sig selv på andre måder. Bierne
er væk og det er ikke sprøjtegift
varm vinter og virus, nej,
det er ganske enkelt stofmisbrug.

Moralen er enkel og ligetil
tag aldrig imod stoffer
der lugter af tis.