Forkølelses-tanka

Apparatets ånd
tingenes iboende
inerti, småting
bliver væk, lever eget
liv. Forkølelsen sejrer.

Vat omhylder lyd
sekreter tager over
viljen slipper op.
Varme drikkes arsenal,
honning, lakrids og kløen.

Tsk

Militær hemmeligholdelse er for alvorlig en sag at overlade til Forsvarskommandoen.

Perlegruset - en lille episode.

Lige før natten sænkede sig, i de øjeblikke, hvor mørket først tøvende og lidt efter lidt med større selvsikkerhed vovede sig frem fra de sprækker og hjørner, hvor det dagen igennem havde gemt sig for lyset, der fuldt bevidst og i urokkelig selvsikkerhed, fordi det var menneskenes foretrukne frem for mørket, sit eget fravær, lige dér syntes det at lyde af skridt. Nogen gik gennem perlegruset udenfor, nogen som jeg ikke kunne se, og som derfor lige så vel kunne være ”noget” frem for ”nogen”, men af træernes gysen og den pludselige stilhed kunne jeg udlede, at det nok ikke var en person eller en ”noget”, der ville være velkommen her om nogetsteds; hvis nærvær instinktivt var uønsket måske frygtet. Jeg tvivlede således i samme moment også på, om jeg selv var sikker, hvor jeg var, selvom jeg i samme øjeblik heller ikke kom i tanker om andre steder, jeg ville kunne søge ophold for at forblive uset af denne ”noget” eller nogen. Jeg kan af mit anvendte sprog og mine flyvske tanker i bagklogskabens lys udlede, at jeg antog den i gruset vandrende for at være et væsen med en hensigt og dermed også en form for personlighed med en vilje eller i det mindste en hensigt, selv om Herren skal vide, at det er nemmere at tackle en formodet ondskab, når den er upersonlig, en naturkatastrofe, et skæbnens misforster, et pelset uhyre med store tænder revet ud af den dystre sammenhæng, der heldigvis mestendels var skjult for almindelige mennesker med almindelige hverdage, nej, det er straks sværere at have med at gøre, når den formodet ulykkesbringende er en personlighed, der har taget en beslutning om at ville én, mig, noget ondt eller er således skabt og indrettet, at ondskab og sønderdelende tænder og kløer er til for at blive brugt på mest rædselsvækkende viis. Således har jeg lært: at man i Fadervor beder ”fri os fra det onde”, men har ved senere fordybelse fundet ud af, at det er mere direkte at bede ”fri os fra den onde”, det ligesom rammer mere plet, idet man kan tilskrive sidstnævnte al dårligdoms oprindelse og har så at sige slået 100 fluer med 1 smæk …
Hvorom alting er: disse skridt gennem perlegruset, denne gravens tysthed, denne kulde i mørkningen, disse isninger under huden, der snart skal flæses, den fortættelse af mørket, som veg alle fotoner fra det med skrigende hast, alt dette satte mig i en direkte forlegenhed med hensyn til tilflugtssteder. Jeg havde vitterlig kun min stue at krybe sammen i. Den eneste udgang var lukt ud på gruset, og det var der, jeg bestemt ikke ville være. Hvad kunne jeg da andet end at blive siddende, min hånd frosset over papiret, blækket, der dyppede, vægen, der spruttede i lyset og kaffemaskinen, der slubrede færdigt, alt stod tydeligt frem som frosset i tid.