tirsdag den 13. oktober 2009

Salme

Havasken lægger en alen til øret
langsomme guder trænges om vand
æskeforbundne står vi i pløret
sagnet om sømænd, årsungens tand.
Her har vi tabt, hvad vi aldrig har fundet
venernes knude er aldrig opbundet.

Centralperspektiver rasler som smerter
hjørnerne fyldes med skygge og rust
rustfri stativer og vesperens kerter
klaprer i modvindens stridbare kost.
Her er en tinde, hvor sneen står stille
slut er min tanke som udtværet bille.

Her er min aften, som aldrig blir midnat
længslen gir vinger, min bøn er en huskat.

fredag den 9. oktober 2009

Haiku

En rose i lys
vinduets himmeløje
hvepsens vinterdød.

lørdag den 3. oktober 2009

Fra sidelinjen

”Og da jeg blev født blev jeg smidt væk af min far og mor og lagt sammen med tomme flasker i genbrugscontaineren og de havde ikke engang tid til at gi mig et navn de sku ud å finde det næste fix og finde ud af, hvordan de skulle fixe det fix, der sku komm bagefter og som 5-årig fik jeg konstateret slidgigt i hofterne og knæene og det betyder nok, at jeg ska ha nye hofter og knæ inden jeg bliver 25 det derfor jeg stiller op her i Talentshowet for det er min sidste chance inden jeg blir sendt til noget familie i Uzbekistan jeg ska danse og det er ikke nemt når man har slidgigt men jeg gir den alt jeg har og I ska nok få noget helt nyt at se.”