Haiku

ikke en elektrisk himmel
kun et fnulret tæppe
ovenover

Haiku

kra-kra krage -
den samme
som i går?

Haiku

februar sol
spæde pip hilser
et usynligt forår

Haiku - pingviner

månens bagside
pingviner
på lur

Haiku - pingviner

oberst Flagg,
jeg kom her kun for at danse
pingviner, pingviner

3 x smuldrende regnbue

hvor mange fingre
er der brug for?
smuldrende regnbue

:::


bløde bløde mursten
bagsiden af denne
smuldrende regnbue

:::


tysser ad himlen -
larmen fra
en smuldrende regnbue

(ændringer kan forekomme - "work in progess")

Haiku

nattoget
rødt og sølvfarvet uden på -
lakridsbolsjer

Haiku

én svane -
denne fattige
landsdel

Haiku

bleg middagsmåne
ingen skam
ingen skam

Haiku

regnen igen
endeløs gentagelse
af bittesmå ord

Haiku

regn på månen
uden hat tænker jeg
på kvantefysik

Haikuniverset 1

Det tog tid, lang tid, før jeg fandt haiku eller den fandt mig, som romantikere med sans for dramatik og skæbnetro, ynder at kaldet det. Jeg tror, det skete ud fra udelukkelsesmetoden: jeg kunne ikke rigtig bruge – eller benytte mig ordentligt af – gængs vesterlandsk (dansk) digt-metodik. Rent intuitivt fandt/finder jeg, at ego-centrikken i ”almindelig” digtning var/er en hæmsko, der lagde/lægger alt for stor vægt på det digteriske genius, den udsatte eners store følelser, det lysende intellekts indsigter, som kun i bedste fald kan gøres forståelige for enkelte læsere, den konstant de-konstruktion af sproget og eventuel virkelighed som et mål i sig selv, digteren som mere eller mindre isoleret laboratorium for en yderst subjektiv virkelighed, som jeg tiltider måtte spørge mig selv, om jeg var en del af. Jeg måtte finde noget andet, en anden måde at skrive på, et andet syn på, hvad et digt er og kan. Og det blev haiku – og andre japanske kort-former. Den kom fra højre via div. web-sites og så småt begyndte jeg selv at skrive. Det så overkommeligt ud. 3 linjer max. Hvor svært ka' det være? Med antændt nysgerrighed begyndte jeg så småt at undersøge, hvad det der haiku egentlig var for noget, for uanset hvor jeg kiggede og læste, stødte jeg på nye definitioner og andre måder at skrive haiku på. Jo mere jeg søgte, jo flere modsatrettede og forvirrende svar, fandt jeg. Sådan er det stadig. Bortset fra, jeg ikke længere betragter de forskellige måder at skrive på som modsatrettede men snarere som komplementære – noget som er meget forbudt i visse haiku-kredse, fordi man her ønsker at finde frem til en form, der er mere rigtig end nogle andre former, og det giver sig sære udslag i den evindelige diskussion i specielt engelsktalende lande.

Mere om det senere.

Til at begynde med slog jeg op på nettet – på dansk – for at finde ud af ”noget”. Udover at få links til alt andet med navnet ”haiku” var der enkelte links til sider, der kort redegjorde for de regler, haiku traditionelt skrives med i vestlige lande. Haiku er en ”striks japansk digt-form med mange regler” … skrives traditionelt i 3 linjer med 17 staveler sådan, at der er 5 stavelser i første linje, 7 i anden og 5 i tredje linje og at der skal være noget ”naturligt natur” (bjørn, æbletræ, hav, himmel etc.) i, og helst skal denne natur-ting være karakteristisk for en bestemt årstid, så man véd i hvilken årstids digtet foregår i eller hvornår, det er skrevet. At tælle til 17 og dele digtet op i 3 linjer og røre det op med lidt natur … hvor svært kan dét være? Og hvorfor bliver mennesker ved med at skrive i de 3 linjer år ud og år ind, når nu de kan tage al den plads, de har lyst til og bruge alle de ord, de vil? Hvad er der med den dér korte form, der tryllebinder?

Som sagt: ikke så snart havde jeg ”opdaget” de klassiske, grundlæggende, ”regler” for haiku (hvilke var de eneste, jeg kunne finde på dansk … suk!), før jeg fandt en hel masse haiku, der ikke holdt sig til dem, hvorfor jeg gav mig til at søge dybere ind i diskussionerne og stoffet. Det skete i første omgang via et par bøger: Higginson: The Haiku-Handbook og Reichholds: Writing and Enjoying Haiku – A Hands-on Guide. Der er nu noget med bøger – de er bl.a. dyre, meget dyrere end nettet. Ved at læse disse fandt jeg ud af en del om haiku'ens historie i både Japan og vesten. Jeg blev bekendt med forskellige ”skolers” opfattelse af haiku og med lidt af den omtumlede tilværelse det lille digt har haft i begge ”verdener” og fik klarhed over, hvorfor langt det meste haiku udenfor Japan fremstår så forskellig fra traditionel japansk haiku og at der i Japan er en tendens til en mere inklusiv holding til haiku. Her anser man efterhånden haiku, der hælder den ene, anden eller tredje vej, som forskellige udtryk for én og samme digtform, der udspringer af samme kilder: sproget og virkeligheden.

… og så spurgte jeg mig selv: Kunne det ikke også være sådan i Danmark?

Nok for denne gang. I de følgende afsnit vil jeg undersøge ”gældende” regler forhåbentlig redegøre for, hvorfor de er nødvendige at lære og skrotte.

Her kan du læse Jane Reichholds haiku-bog.

Haiku

bider skæghår af -
jeg er, jeg er

Haiku

mudderlandet -
med denne pyt
begynder det

Haiku

uden for i regnen ::: regnen

Haiku

støv på tv'et
skriver ”Rens Mig”
hen over McGyver

Haiku

luften flytter sig
der er et navn for det …
mine vildtvoksende øjenbryn