Et besynderligt par står i stuens hyggeligste skygge.
Den ene er en spasme, der ikke ved, hvor den skal sætte sig,
den anden en grænse, der ligeledes ikke ved,
hvor den skal trækkes eller trække sig,
for det er noget grænser kan af sig selv,
ligesom spasmer selv kan bestemme,
hvilken menneskelig funktion eller muskel
den skal sætte sig på, og sådan kan man bruge
det meste af aftenen, mens man med koldsved
venter på, at de hver især skal finde på noget.
Det er ikke ligesom sommerhusbørn,
man kan ikke spille ludo med dem hele dagen,
før eller siden bliver de for rastløse og er tæt på
at gå til af spænding, (en tredje som er gået ind i en film),
der handler om, at noget frygteligt altid vil ske,
men vi ved aldrig hvornår og hvem, der skal være
kanal for dette væmmelige noget, der lurer.
Man skal ikke byde dem på kaffe,
det kan de ikke tåle. Det bliver for svært
at forudse, hvad de vil gøre, når de beslutter sig.
Men efter en tid falder de ned, og det er ikke sikkert,
at de finder på at gøre noget i dag.
Det er ligesom med filmen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar