Et hak i tuden, og den bløder,
sådan er det, men den bliver ved
at stikke sig i sager, den ikke
er klog på eller formet til.
*
Han, som har surret sig til havet
i tiltro til egen flydeevne på trods
af alle tidligere forsøg og rundgang
om lemfældige sandhedsbeviser
går undergangen i møde med bukserne nede.
Ohøj, mit skib! Hvorfor sejler du?
Odysseus, hvor er din mast?
Fyld mig med voks og horisont
og lad rebene bløde under hug
og dans fra de af hjemve afsindige
og de, der har mistet al sans
for menneskers liv og død
og derfor ikke giver en tøddel,
en døjt, en figen, en klink, en fuga
for andet end selv at dåne
under fraværets stennæve
og knugende skygge i yderste
selvstrikkede armod og tage
alle med sig. Ingens skyld.
*
I en forvirret bys gader
går sømanden omkuld
under en palme af neon.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar