Rosenklinger X/X

Støv er støj over
sne klinger som stativer
fuldmånen hviler

i navlens tandlø
se mund hvor vi er snegle
stativer i mol

erindringens søm
magnetisk dirren over
åbent kød. Vi ler

bliver til pulver
før eller siden ude
månens sonater.

Rosenklinger IX/X

Mundenes pulvertale
klaviaturets aber
sneglerummets univers fødes

som en blomstring i navlen
snehvid af metallers støj
kvantefeltets ophobning af latent skrammel

roser klinger af lyd over ord
lyttende ser viserne tiden an
vort hastige kød i sonaterne

uden torne. Arket er
landet ubeskrevet. Støv.
Vi er hænder længere ude.

Rosenklinger VIII/X

Mens snegles slim holder
støvet sammen som roser
klinger vi over
hobe hænderne bakser
evige snestorm
mens verdener foregår
aber balance
rer på stativernes glas
duer og torne
som noder på ark. En sang.
Vi er i kødets fløjl
på vers om en pulvertid.