Døden slår sig ned
som en næppe hørlig fugl
i det store kor
øverst i træets krone,
hvor foråret har sat sig.
Når lyset trækker
sydpå står den i skygger
og hvisker dit navn
som glasskår i vindens fald,
hvidt støv i regnens hænder
medicinske pulvere
øver sig på navnet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar