Bagside

”Lad mig nu tage Dem bagfra”, sagde den omhyggelige fotograf til mig. Jeg betakkede mig, jeg havde ingen som helst lyst til at have kønslig omgang med ham. Det var ikke fordi, han var utiltalende – formoder jeg; sådan noget har jeg svært ved at udtale mig om -, men jeg er ikke homoseksuel og fotografer med stativer, hængende lamper og obskøne telelinser, for ikke at tale om deres umådeholdne trang til at trække sig tilbage til små lukkede rum med mærkelige væsker og et bordelrødt lys, har altid haft den stik modsatte virkning på mig. Jeg bliver impotent og frigid med det samme! Hvis noget seksuelt skal komme på tale, må det være udtryk for to elskende sjæles manifestation i det kødelige, og det må være rent, ikke noget med mekanik, stativer og væsker, jeg ikke kender. Kald mig bare romantiker, men sådan er jeg. Fotografen sukkede og forklarede mig, at såfremt jeg ville have dokumenteret mine indlysende og åbenbare menneskelige træk, måtte han nødvendigvis også fotografere min bagside. ”Der findes intet levende menneske, der ikke har en bagside: en ryg”, som han så pædagogisk forklarede. ”Hvad så med et baghoved?”, spurgte jeg. ”Har jeg også sådan et?”. Fotografen, som var meget tålmodig forklarede mig, at alting havde en bagside. Jeg havde på fornemmelsen, at der var mere at sige om emnet, men han tog ikke tråden op. Jeg kiggede mig lidt omkring i atelieret og så, at han havde ret. Det er det fantastiske og lidt uhyggelige ved at leve som et væsen, der uhæmmet manifesterer sig i den tredimensionelle verden. Jeg havde endnu meget at lære. Især om de stativer og snoretræk, der skulle holde mig oprejst og i stand til at efterligne et menneske.