Utrøstelig sølvbirk nogen forsvinder
i lyden af blade, der lyder som vand
kradser i vinden huller igennem
til græssets børn og bynkens nevø.
Jeg tegner en del af et kæmpende hele
i stadig forveksling og aldrig i ro
sådan holdt ude fra den evige vrimmel
ligner det noget, man ku’ tro var sandt.
Med ramme omkring.
Altid et nyt navn et ansigt og henfald
nogen går rundt og taler til glas
et overlagt ord og alting går under
igen for at reddes på hængende hår.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar