Mine børn er flødeis. Med hvide skæg
tumler de omkring og vokser og er væk
før de smelter. Deres børn er kræmmerhuse
byggede på opdyrkede vævninger af talte
berøringer. På knæet bliver de små, når
vi synger om alskens godt og ondt med
smilende ansigter. Det onde er ikke virkelig
ondt, men lader som om, fordi vi skal
ende godt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar