Havasken lægger en alen til øret
langsomme guder trænges om vand
æskeforbundne står vi i pløret
sagnet om sømænd, årsungens tand.
Her har vi tabt, hvad vi aldrig har fundet
venernes knude er aldrig opbundet.
Centralperspektiver rasler som smerter
hjørnerne fyldes med skygge og rust
rustfri stativer og vesperens kerter
klaprer i modvindens stridbare kost.
Her er en tinde, hvor sneen står stille
slut er min tanke som udtværet bille.
Her er min aften, som aldrig blir midnat
længslen gir vinger, min bøn er en huskat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar