fredag den 18. juli 2008

Nekrolog - Svenning Ralsberg





Fhv. selvbokser og Danmarksmester Svenning Ralsberg f. 1953 i Randersgade, Østerbro, Købehavn, døde i går efter at have pådraget en alvorlig hjerneblødning i en rekordlang match mod sig selv i Københavns Forum. Svenning begyndte sin enestående karriere, da han som elleveårig kom ind i Kjøbenhavns Selvboxeklub af 1893. Klubben har fostret og udklækket så store talenter som H. C. Mølle, Erwin von Bühlen, Erik Byld og Charles Hansen, som alle gjorde sig bemærkede i både den nationale og internationale idrætsverden. Det var oprindeligt meningen, at Svenning Ralsberg skulle have fulgt i sin fars og farfars fodspor og blive styrmand på et af handelsflådens skibe, men han var født vandskræk. Han har senere udtalt sig om alvoren i lidelsen, da han under et interview besvimede, da man talte om fostervand, hvilket han forklarede med den traumatiske tid, han måtte tilbringe i sin moders liv omgivet af vand på alle sider. Han kom tidligt i klammeri med loven, da moderen, som var svagelig, ikke kunne styre ham, mens faren var ude at sejle. For at komme en eventuel livslang karriere som forbryder i forkøbet, hankede daværende overbetjent Sv. Aa. Nielsen op i ham og førte ham hen i Kjøbenhavns Selvboxeklub(af 1893), hvor han lærte ham om disciplin og træning som en vej ud af ”snavset”, som han kaldte det. Overbetjenten havde god erfaring med at lade de unge knægte få afløb gennem sportens ædle indvirken på menneskets sjæl. Kjøbenhavns Selvboxeklub var, og er, et af de sjældne idrætsinstitutter inden for kampsporten, der tager skarpt afstand fra vold mod andre og i særdeleshed for underholdningens skyld. ”Gør mod dig selv, som du ikke nænner at gøre mod din næste”, er klubbens motto og drivkraft. Svenning Ralsberg vandt sit første juniormesterskab i 1966 og allerede i 1968 blev han Danmarksmester for første gang. Da han vandt titlen 5 år i træk, var der onde tunger, der påstod, at det var på grund af hans ivrige brug af de da moderne hallucinogene stoffer, at han i den grad kunne visualisere sig selv som modstander, og man talte om doping, men sagen blev forlagt. Sandheden er da også, at han i årerne efter drog rundt i Indien, Pakistan og Nepal under navnet Botu Phamba, idet han foregav at være en australsk indfødt på vandring. Da han atter vendte tilbage til Danmark, var han dybtgående forandret og optrådte under samme navn i forskellige omrejsende cirkus med mavedans og fakirtrick. Sideløbende forberedte han dog i hemmelighed sin tilbagevenden til den sport, der havde givet ham så megen succes. Hans genkomst lykkedes, da han i Europamesterskaberne i 1979 kæmpede mod sig selv og vandt på knock-out efter 2. omgang. Han blev båret ud under stor jubel, men allerede samme år annoncerede han sin tilbagetrækning. Han mente, at han havde nået så langt, som det var ham muligt, og at det nu var tiden til at dyrke en anden af hans store lidenskaber: avlsarbejdet med vandrende pinde. Dog trådte han til, da Danmark mistede sin VM-kandidat Stern Kravl ved et udtagelsesstævne, hvor han brækkede nakken og pådrog sig en lammelse. Svenning tog titlen med hjem, men så var det også nok. Det var først inden for de senere år, at han genoptog sporten i offentligt regi og da kun i velgørenhedssammenhænge. Det var da også til et velgørenhedsstævne for sygdomsramte børn, hvor bl.a. skarpskytten Henrik Pe, søn af Erne Pe, hjuldomptøren Professor Bikini, landsretssagfører Uhlenknaeck og tovholder Hern Svenk optrådte, at Svenning Ralsberg slog sig selv ud med en uppercut af de skønneste set inden for selvboksningen. På det seneste havde han, ifølge sin hustru Hanne, lidt under den vrangforestilling, at han var blevet en del år yngre, end han var, og var begyndt at tage chancer, som han ikke længere havde smidigheden til at slippe godt fra. Desværre var hans helbred ikke længere så godt, og han kunne ikke holde til den hårdhændede sport. Danmark mindes én af sine helte.(Søndagsavisen bringer et særtillæg på søndag).


Selvboksning: traditionel boksesport men uden modstander. Den kæmpende kæmper mod sig selv. Der gælder de samme regler som ved almindelig boksning, og målet er det samme: at vinde på knock-out eller ved point. Sporten menes at være opstået i calvinistiske kredse i Storbritannien, men kan også være en afart at kinesisk skyggeboksning, der er opstået ved visse (sproglige) misforståelser på sin vej fra Kina til Storbritannien. (Se Opiumskrigene og Thekrigene).

Ingen kommentarer: