Vi troede Du gik ud

Vi troede Du gik ud
for at trække frisk luft
under månens ansigt
for at hvile ørene
overbelastede af
vor afsindige larm.
Indrømmet: vi er ikke
gode til at lade
stilheden råde,
men at gå fra os
uden en lyd(?)
er næsten for meget.
Havde Du sagt noget,
var vi nok blevet knotne,
for sådan noget
siger man ikke højt,
nej, man lider og finder
sig i det og tier,
og nu blev vi knotne over,
at Du ingenting sagde.
Men det er normalt.
Sådan er det hos os.

Én gang forlod Du os
i blod, med tårer,
under høje råb,
da Du lod Dig fæstne
på Korset og dræbte
døden for os, at vi ikke længere
skal forsvinde ind i et mørke
af uendelig glemsel,
men leve i den aldrig
skumrende dag.

Men det var dengang.
Vi glemmer så let.

Efter en tid
blev Du savnet,
og én efter én
gik vi ud for at lede.
Vi fandt Dig
alle sammen
og vi finder Dig stadig
alle sammen.
Nu takker vi for
at Du byggede huset
hvori vi larmer.